Vil du i praktik hos Zurface? 

Ansøgningsfrist 26. november 2026 (samtaler afholdes løbende) 
Opstart Januar / februar 2027

 

 

 

Zurface søger en marketing schweizerkniv til at styrke vores digitale tilstedeværelse

Brænder du for digital markedsføring og har lyst til at arbejde med de digitale touchpoints, der møder kunden fra den første søgning til forespørgsel eller køb og samtidig være med hele vejen fra idé og struktur til eksekvering og læring, så har vi jordens bedste praktikplads i vores afdeling i Aarhus til dig.

Lidt om jobbet:

Marketing i Zurface spænder over hele den digitale kunderejse. Vi arbejder blandt andet med websites, e-commerce, e-mail marketing, SEO, sociale medier, content, AI og analyse. Som praktikant bliver du en del af det arbejde.

En stor del af dine opgaver vil handle om content. Du kommer til at udvikle og skrive indhold til vores forskellige målgrupper og digitale kanaler med udgangspunkt i, hvad vores kunder har brug for at vide og blive klogere på.

Du kommer også til at arbejde med e-mail marketing, SEO og events samt analysere kundeadfærd og performance og være med til at forbedre vores e-commerce og digitale kunderejse. Vi undersøger løbende, hvordan AI kan hjælpe os med f.eks. research, indholdsudvikling og smartere arbejdsgange, og det bliver du også en del af. Undervejs får du hands-on erfaring med platforme som WordPress, Shopify og HubSpot.

Opgaverne er ikke mejslet i sten og som praktikant har du i høj grad mulighed for selv at få indflydelse på, hvilke opgaver du ønsker at arbejde med.

Lidt om dig:

Du er selvstændig, nysgerrig og tør både lytte til andres argumenter og byde ind med egne for i fællesskab at komme frem til en samlet, god løsning. Du har lyst til læring og bidrager med din viden, sidst men ikke mindst trives du med at skifte skala i dine opgaver – både i størrelse, varighed og kompleksitet. Vores fire værdier er tillid, tolerance, ansvarlighed og troværdighed og de ord skal helst føles trygt og godt for dig.

Det formelle:

Du kan starte midt i januar eller i starten af februar, alt efter hvad der passer med dit studie. Vores marketingansvarlige er på barsel i januar, så vælger du at starte i januar, skal du være indstillet på en høj grad af selvstændigt arbejde de første 2-3 uger. Der vil være kolleger at hente hjælp hos, men den tætte faglige sparring med den marketingansvarlige får du først fra februar.

Vi foreslår et praktikforløb på mindst de 10 uger, som er obligatoriske fra skolens side. Vores erfaring er, at praktikken for alvor giver udbytte for begge parter efter de første 10 uger. Vi ser gerne, at du derefter fortsætter på 15 timer om ugen, mens du skriver din hovedopgave. Længden på denne del af forløbet aftaler vi ud fra din startdato og dit studieforløb. Hvis der ikke er øvrige opgaver, kan timerne bruges på opgaveskrivning. Skriver du om Zurface, giver det dig samtidig nem adgang til viden og sparring

Det her siger vores tidligere praktikant om os:

”Hvis du søger praktik her, kan du se frem til en professionel, men ambitiøs arbejdsplads, hvor dine input bliver taget seriøst, og du får mulighed for at arbejde med opgaver, der virkelig interesserer dig. Tiden flyver virkelig afsted, fordi jeg har haft frihed til at fordybe mig i spændende projekter og som en bonus er der morgenbrød, frokost og ad libitum kaffe inkluderet i praktikken.” – Mikkel Jansen, PBA i e-handel

Lidt om Zurface:

Zurface er Nordens største producent og leverandør af natursten. Vores forretning står på to ben: Et produktionsben på Bornholm, hvor vi som de eneste har retten til at bryde den danske granit og et grossistben, hvor vi sourcer natursten fra hele verden til danske købere. Vi handler med både b2b, b2b2c, b2g og b2c på tværs af prisniveauer.

Send ansøgning her