Hvor fortid og nutid flettes sammen
I hjertet af nogle af Roskildes ældste gader binder fornyelsen af Sankt Peders Stræde og Sankt Ols Stræde, kaldet: Haraldas plads, byens historie og nutid sammen i ét greb. Kulturstrøget tager form her – ikke gennem store armbevægelser, men gennem natursten, der skaber en fysisk og visuel linje mellem klosteret, museet og domkirken.

Granit som bærende greb i byens identitet
Roskilde har i generationer bygget gader i natursten og den tradition videreføres bevidst i projektet.
“Granit brosten, chaussesten og lede linjer i granit bordursten er del af Roskilde bys eksisterende gulv. Pladsen og gaderne er en del af denne større sammenhæng. Granitbelægningen giver stedet tyngde og robusthed – og er smuk i sammenhæng med klosterets røde teglsten,” fortæller Marianne Levinsen.
Med cirka 1.800 m² chaussesten og 1.200 meter bordursten i svensk Bjärlöv-granit er materialet tænkt som en naturlig fortsættelse af byens egen historie. Farvespillet i den varme, grå granit, som i særlige lysforhold har et let rosa skær, harmonerer særligt godt med de gamle belægninger og står i smuk kontrast til klosterets røde tegl.


Flettede bordurdetaljer som historisk reference
I overgangene mellem stenformaterne ligger et af projektets mest markante greb: Bordursten, der fletter sig ind i hinanden og skaber et mønster, der både styrer retningen og tilfører belægningen et tydeligt, håndværksmæssigt lag.
”Et særligt motiv vi har anvendt, er granitbordurstenenes måde at ”flette” sig sammen på i alle retningsskift og overgange mellem stenformaterne. Dette motiv er hentet fra belægningerne omkring domkirken hvor de ”flettede” sten er en smuk detalje, som vidner om omhu og præcision.” fortæller Marianne.
Den håndværksmæssige detalje er altså ikke kun æstetisk, men fungerer som et formmæssigt link mellem kulturinstitutionerne.


Et byrum, der falder naturligt på plads
Ambitionen har været at skabe et byrum, der opleves som en rolig og naturlig del af den historiske bymidte – et sted, hvor man bevæger og opholder sig uden at tænke over det.
”Opgaven var at omdanne den trafikale forbindelse mellem Sankt Pederstræde og Sankt Olsgade til en plads for gående og cyklister, der leder kulturstrøget på tværs: fra biblioteket til parken og langs klosteret til Roskilde Museum og videre til domkirken,” fortæller Marianne Levinsen og forsætter ”De store, flotte træer, som kunne bevares, er bevaret, og nye træer og lave staudebede giver pladsen og forbindelsen til Ahlgade et markant, grønt præg. Samtidig er nye opholdspladser med plads til leg blevet integreret.”
Med valget af natursten, særligt den varme, grå Bjärlöv-granit, er der skabt en stærk og harmonisk forbindelse på tværs af strækningen. Resultatet er det nye byrum: ”Haraldas plads” hvor historiske referencer og moderne byliv går hånd i hånd.
Er du blevet nysgerrig på mere, kommet i tvivl i dine overvejelser om sten eller har brug for lidt sparring, så kontakt os – vi hjælper dig gerne med at finde den rette løsning, eller bestil en gratis vareprøve og oplev materialet selv