Vil du i praktik hos Zurface? 

Ansøgningsfrist d. 15/11-2024
Opstart d. 07/01-2025

 

Zurface søger en marketing schweizerkniv til at styrke vores digitale tilstedeværelse

Tænder du på alt fra kampagneplanlægning og sociale medier til SEO og email-marketing under overskrifterne e-handel og digital markedsføring, så har vi jordens bedste praktikplads i vores afdeling i Aarhus til dig.

Lidt om jobbet:

Zurface driver to hjemmesider. Zurface’ egen hjemmeside, der fungerer som udstillingsvindue, webshop og leadgenerator og en ren webshop for vores søsterselskab Safestone. Til de to hjemmesider ligger gode, udfordrende og spændende opgaver såsom at være med til at facilitere proces for produktbilleder, oprette nye produkter og skabe content, der øger brugeroplevelsen. Du kan også forvente at komme til at skulle arbejde med både WP, Hubspot og Shopify samtidig med at du bidrager til kampagner på sociale medier i form af både planlægning, udformning og evaluering. Opgaverne er ikke mejslet i sten og som praktikant har du i høj grad mulighed for selv at påvirke, hvilke opgaver du ønsker at arbejde med.

Lidt om dig:

Du er selvstændig og tør både lytte til andres argumenter og byde ind egne for i fællesskab at komme frem til en samlet, god løsning. Du agerer uformelt mellem chef og kollega, men altid med respekt for mennesket. Du har lyst til læring og bidrager med din viden, sidst men ikke mindst trives du med at skifte skala i dine opgaver – både i størrelse, varighed og kompleksitet og forstår styrken i både at kunne køre solo og hvornår et fælles input skaber større styrke. Vores fire værdier er tillid, tolerance, ansvarlighed og troværdighed og de ord skal helst føles trygt og godt for dig.

Det formelle:

Vi foreslår at din praktiktid starter i 2. uge af januar og som minimum løber de 10 uger, som er obligatoriske fra skolens side. Det er vores erfaring at en praktiktid for alvor giver pote hos begge parter efter de 10 uger er gået og derfor kan det være en overvejelse at forlænge efter de første 10 uger med yderligere 10 uger, som dog kun er på 15 timer. I de sidste 10 uger skrives din store opgave og er der ikke øvrige opgaver kan de 15 timer inddrages til opgaveskrivning. Vi mener det giver en bedre ballast i dit fremtidige job at få så meget ud af praktikperiode som muligt, både forretningsmæssigt og på det personlige plan – og er din hovedopgave om Zurface giver det dig nemmere adgang til viden og info.

Det her siger vores nuværende praktikant om os:

”Hvis du søger praktik her, kan du se frem til en professionel, men ambitiøs arbejdsplads, hvor dine input bliver taget seriøst, og du får mulighed for at arbejde med opgaver, der virkelig interesserer dig. Tiden flyver virkelig afsted, fordi jeg har haft frihed til at fordybe mig i spændende projekter og som en bonus er der morgenbrød, frokost og ad libitum kaffe inkluderet i praktikken.” – Mikkel Jansen

Lidt om Zurface:

Zurface er Nordens største producent og leverandør af natursten. Vores forretning står på to ben: Et produktionsben på Bornholm, hvor vi som de eneste har retten til at bryde den danske granit og et grossistben, hvor vi sourcer natursten fra hele verden til danske købere. Vi handler med både btb og btc på tværs af prisniveauer.