Nomas nye kaffebar hviler på bornholmsk paradis
Hos noma er intet overladt til tilfældighederne. Heller ikke i deres nye kaffebar og flavour shop på Refshaleøen i København. Her har OEO Studio omdannet et af restaurantens eksisterende drivhuse til en smagfuld oplevelse med bornholmsk Paradis granit som gennemgående materiale.

— Der findes mange forskellige granitarter, men vi holder særligt af Paradis fra Bornholm, og personligt synes jeg, det er en af de smukkeste sten, der findes.
Ordene er Thomas Lykkes. Han er Head of Design og founding partner hos OEO Studio, der står bag indretningen af Noma Kaffe – en ny kaffebar og flavour shop på Refshaleøen i København.
Hos Noma Kaffe er smage, teksturer, omgivelser og betjening nøje udvalgt, sammensat og gennemtænkt for at give de besøgende en smagsprøve på den ekstraordinære gastronomiske oplevelse, som restauranten noma er kendt for, og som de tre stjerner i spiseguiden også vidner om. Derfor kom det heller ikke bag på Thomas Lykke, at ambitionerne for Noma Kaffe var tårnhøje.
— Vi har kendt og arbejdet med noma i mange år, så da René Redzepi kom, og fortalte om ønskerne til den nye kaffebar og flavour shop, var vi ikke overraskede. Vi kender noma og menneskerne omkring noma som legende og eksperimenterende, og det var netop den tilgang, de ønskede at vække til live – som en legeplads for smage og oplevelser, fortæller han.


Med Paradis som kompas
Den kombinerede kaffebar og flavour shop findes i et af de tre drivhuse, der ligger i forbindelse med restauranten, og inde bag drivhusets glasvægge har OEO Studio forsøgt at forvandle smagen af noma til følelsen af noma. Resultatet er et kompromisløst design med få, men velvalgte materialer.
Et af de materialer, der virkelig giver kaffebaren karakter, er den smukke bornholmske Paradis granit. Den antracitgrå, finkornede gnejs er karakteriseret ved sit særlige bølgede mønster, der giver stenen et levende udtryk, som ændrer sig alt efter vinkel og lysfald. Og ligesom alt andet i rummet er valget af Paradis heller ikke tilfældigt. Det siger Thomas Lykke:
— I projekter som dette, er det vigtigt at vælge materialer med omhu. Det handler ikke om at lave et sted, der kun er pænt i to måneder. Det skal kunne holde til at blive brugt længe. Vi har arbejdet med meget få materialer – primært bornholmsk Paradis granit, Douglastræ, stål og aluminium. Den helt store opgave har været at skabe en balance mellem materialerne, og få dem alle til at shine både hver for sig og som en helhed, siger han og fortsætter:
— Jeg elsker spillet og farverne i Paradis, og derudover kan man arbejde med så mange forskellige behandlinger af den. I dette projekt har vi brugt forskellige varianter af Paradis, og tilsammen løfter de den samlede oplevelse til et helt nyt niveau.
Lokale leverandører i verdensklasse
Foruden OEO Studio har både Zurface, Orebo Savværk og Københavns Møbelsnedkeri en vigtig aktie i det endelige resultat. Med dansk håndværk i verdensklasse taler de ind i en ikke uvæsentlig fortælling om nomas rødder. Det fortæller Thomas Lykke:
— Vi kan godt lide at arbejde med lokale leverandører, og vi synes, det er fedt, når vores materialer har et lokalt tilhørsforhold. Og det samme kan man sige om noma. Derfor giver det også ekstra god mening i dette tilfælde at lade de danske materialer understøtte noma som et dansk brand med et internationalt udsyn – og så er der noget ærligt ved at kunne pege på, hvor tingene kommer fra.

Æstetik møder funktionalitet
En ting er at levere et smukt projekt, noget andet er at levere et funktionelt design, der også fungerer i praksis.
For Noma Kaffebar er ikke kun til pynt.
Derfor har noma, OEO Studio og deres samarbejdspartnere også arbejdet tæt sammen for at forene det æstetiske udtryk med et brugbart resultat.
— Det er et hårdt fag og et hårdt miljø, så vi har valgt materialer, der ældes smukt over tid. Granitten er særligt taknemlig i forhold til andre stenarter, fordi den ikke tager imod syre, soja, chili eller andet, der kan blive spildt.
Foruden at tænke i materialernes brug og patinering, har det danske designstudio også haft fokus på at udvikle et design med så gnidningsfrie overgange som muligt. Selve kaffestationen er bygget op om stensøjler med perfekt tilpassede trækabinetter inden i, og selvom det umiddelbart ser simpelt ud i sin komposition, så er det alt andet end enkelt.
— Den sværeste kobling har være omkring kaffebaren. Det er et ekstremt komplekst element, fordi der er mange ender og funktioner, der skal mødes og fungere i det strømlinede design. Der skal blandt andet være plads til både rørføring og teknik, og hvis du ikke har styr på dimensioner og planlægning, så får du et problem – for du flytter ikke bare lige 500 kilo granitblok for at skære den til, vel? Her er det virkelig vigtigt at finde nogle stærke samarbejdspartnere og dygtige håndværkere, forklarer Thomas Lykke.
Noma Kaffebar åbnede i oktober 2025, og det er muligt både at nyde en kop kaffe og købe de eftertragtede noma-produkter med hjem til egen baristastation. Kaffebaren er åben tirsdag til søndag fra 10.00-18.00
Få hjælp eller bestil en vareprøve
Er du blevet nysgerrig på mere, kommet i tvivl i dine overvejelser om sten eller har brug for lidt sparring, så kontakt os – vi hjælper dig gerne med at finde den rette løsning, eller bestil en gratis vareprøve og oplev materialet selv